Julia Francois

Den sexede ejer af Røghullet

Description:

Moves:
You call that hot? Substitute hot for cool på Acting Under Fire og Combat Moves
Everybody eats, even that guy. Rul hot for at spørge ind til folk.
Finger in every pie. Rul hot for at få fat i ting.
Dangerous and sexy. Rul hot for at paralysere folk.

Røghullet:
Everybody’s packing. Mit crew er en gang (small, 2-harm, 0-armor)
A bouncer who knows his biz (2-harm, 1-armor)
Boltholes, hideaways

Bio:

Jeg overtog Røghulen fra mine forældre (dansk mor, fransk far) efter min mors død for et par år siden. Min far har jeg ikke set i et godt stykke tid.

- Storm Jensen er min bedste faste kunde.
- Walther Schwarz er min værste faste kunde.
- Walther vil også gerne have en (stor) bid af kagen iforb. med Røghulen.
- Carl Johan Andresen er min kreditor. Han er et ualmindeligt ubehageligt bekendtskab, lokal lånehaj og gangster.
- Komissær Dinesen vil gerne have røghulen væk. Fordi han i sin tid kæmpede med min far om min mors gunst (min mor var dansk, min far fransk). Og nu er han bare en bitter, nederen person. Som også er grim og dum. Og så arbejder han for tyskerne. Det røvhul.
Cast & Crew:
- Kurt Mogensen, bouncer: Stor, skaldet, intimiderende, belæst og velformuleret, pseudointellektuel. Hårdt såret.
- Sanne Knudsen, sanger: Træben, midaldrende, knaldrødt hår, en stemme, der kan få englene til at græde. Død.
- Igor Potjofski, kontrabas: Tidligere soldat fra Rusland, arret, fåmælt. Hårdt såret.
- Bernard DuMount, trommer: Ex-sømand og kvindebedårer par excellence.
- Mathilda Sørensen, tjener: Ung, lyshåret, køn, kæmpe flirt. Inficeret med et eller andet creepy.
- Charlotte Sørenen, tjener/regnskab: Mørkblond, alvorlig, skarp.
- Brian McAvoy, handyman: Skotsk veteran, hovedskade, sløv, enormt flink. Død.
- Unge Flemming Sørensen, stikirenddreng: Lille, hurtig, skarp og lyshåret.
Der er tale om kasteknive, en russisk sabel, pistoler, en armbrøst, en fucking musket, et blyrør og en skarp lommekniv. Kurt har en knippel, et knojern og en “skudsikker vest” af kogt læder under sin skjorte.

Ting, som der ikke er så mange, der ved:
Jeg har faktisk en ret god sangstemme. Jeg bruger den ikke, fordi det ikke passer sig, at ejeren også er attraktionen.

Mine forældre var ikke helt så forelskede, som de virkede til udadtil. Det vil sige, at det var de. På en måde. Det er kompliceret.
Min far var en sømand. Men stort S. Han havde mange kvinder, og der var ingen, der havde ham. Indtil den dag min mor så ham. Fra det øjeblik vidste hun, at hun ville have det, som så mange andre kvinder aldrig havde haft.
Min mor var ikke almindelig. Hun vidste ting, kunne ting. Ikke store ting. Hun kunne ikke forvandle mænd til mus eller tryllebinde nogen til at elske hende. Ikke alene i hvert fald. Heldigvis for hende havde min far noget med fra én af sine rejser til Afrika. Og i den amulet boede der en ånd, fanget af en magtfuld mand for mange, mange år siden.
Ånden var ivrig efter at undslippe sit fængsel, så min mor behøvede ikke at gøre meget for at overbevise den om at hjælpe hende. Og med den dens hjælp fik hun det, hun ville have: Min far.

Men. Selvfølgelig er der et men. Det er der altid. Selv ikke åndens magt var nok til at holde på min far i længden. Magi er aldrig stærkt nok i længden. Og min far forlod min mor og mig.
I raseri begravede min mor amuletten med ånden dybt under Røghullets fundament. Hun døde ikke mange år efter; måske var det åndens hævn, måske var det hendes bitterhed. Måske blev hun bare syg. Hvad ved jeg.
Før hun døde fortalte hun mig sandheden. Jeg aner ikke hvorfor. Måske for at sige undskyld? Det hjalp ikke.

Jeg har ikke gravet efter amuletten. Fortiden har ikke brug for at blive gravet op.

*Andet godt: *
Ham der Walther skal stikkes et ømt sted med sin egen kanyle. Ingen fucker med mine folk.
Ham der Meinard skal dø. Men først efter at have overværet alt, hvad han elsker, ødelagt, forgiftet, perverteret, brændt ned til jorden og pisset på.

Min gæld til Carl Johan er efterhånden uoverstigeligt stor. Det må der gøres noget ved.
Røghullet er også rimeligt fucked. Igen. Fuck.

Update: Nå, jamen okay så. Det ser ud til at blive en eller anden form for last stand. Jeg har fandme ikke tænkt mig at opgive røghullet. Så meget er sikkert. Og det er nok også sikkert, at tyskerne ikke har tænkt sig at lade mig beholde det. I det mindste fik jeg det svin, Meinard. Ikke helt så rent, som jeg havde håbet, men stadig ret tilfredsstillende. Og nu har jeg hans søn. Måske det kan købe mig lidt tid…
Jeg ville ønske, at mor stadig var her. Jeg kunne virkeligt godt bruge et råd lige nu.

Julia Francois

Mechs of the Maelstroem lglindhardt